01 Opgave
Carlsberg og Tuborg kom til os med et ønske om at opdatere deres folkekære øl Guld Tuborg, hvilket blandt andet indebar en opdatering af etiketten med den ikoniske kvinde-silhuet, som bærer en bakke. Målet for dem var at sikre, at Guld Tuborg forblev relevant for nuværende og kommende generationer. Guld Tuborg - i folkemunde ‘Den Gyldne Dame’ - skulle være en øl, man valgte aktivt til, når man stod foran køledisken eller i baren. Det skulle være en øl, der forsikrede publikum om, at i aften blev en god aften.
Et ønsket resultat var en repositionering af Guld Tuborg som overordnet brand med henblik på at øge kendskabet blandt målgruppen 18-25 år. I forlængelse heraf ønskede Carlsberg en succesfuld lancering af den nye smagsvariant, Guld Tuborg Passionsfrugt.
Men hvordan opdaterer man et brand, som er kendt og elsket i alle dele af Danmark uden at miste lige præcis dét, der gør det unikt? Kan man opdatere Gulddamen og tiltrække en ny demografi - uden at tabe den eksisterende på gulvet?
02 Løsning
Vi ønskede at afdække, hvordan Guld Tuborg som brand blev opfattet. Derfor tog vi indledningsvist udgangspunkt i en omfattende forbrugertest af Guld Tuborg som brand, hvis resultater vi ønskede at vende med de ypperste eksperter på området. Resten af processen foregik derfor i tæt dialog med en række meningsdannere og organisationer, som alle beskæftiger sig med køn og ligestilling. Sammen oplevede Holm og Carlsberg en læringskurve, som gjorde os klogere på retningen for Guld Tuborg generelt og gav os indsigt i, hvordan designet skulle se ud på den opdaterede etiket.
Den nye smagsvariant med passionsfrugt blev lanceret på den elektroniske musikfestival Karrusel og skater-konkurrencen Copenhagen Open. Vi inviterede en række influencere, som alle tog del i lanceringen og festen.
Gennem en mobilisering af netværk og udveksling af viden og synspunkter sikrede vi, at intet i opdateringen og lanceringen blev overladt til tilfældighederne. Det resulterede i den opdaterede udgave af Guld Tuborg Pilsner og Guld Tuborg Passionsfrugt. Øl, som emmer af modernitet, når du møder den på hylderne og i barerne. Hele Danmarks Gyldne Dame bærer ikke længere en bakke. Hun har selv knappet en øl op og er klar til at tage del i en aften, man ikke glemmer lige foreløbig.