Af Mads Keilberg Johansen, partner og digital chef, og Thorstein Theilgaard, Public affairs chef.
Valgtrommerne buldrer og valgkampen er reelt i fulde omdrejninger. Det eneste vi mangler, er datoen for selve valget. En valgkamp er også en gylden mulighed for at sætte en sag eller et problem på den politiske dagsorden.
Moderne valgkampe foregår ikke kun i forsamlingshusene og på gågaderne. Nu om dage spiller de sociale medier en meget væsentlig rolle i den politiske kommunikation - og det gør sig i særdeleshed gældende i løbet af en valgkamp. Facebook, Twitter og i stigende omfang også TikTok har afløst de klassiske vælgermøder, som de steder, hvor politikere såvel som partier kan kommunikere med vælgerne.
Synlighed er hård valuta for enhver politiker, og de sociale medier har betydet helt nye muligheder for synligheden. Det er i kort form årsagen til, at vores politikere på Borgen er på de sociale medier i tide og utide, ligesom ethvert parti med respekt for sig selv har en større eller mindre hær af SoMe-medarbejdere.
I løbet af en valgkamp giver politikernes og mediernes massive tilstedeværelse på de sociale medier derfor også muligheder og måder at skabe lydhørhed hos en eller flere politikere for en given sag. Vel at mærke for de aktører, der formår at udnytte potentialet for at fremme deres sag digitalt. Det er der nogle aktører, der er ret sublime til, men i vores optik er det overraskende få, når det kommer til stykket.
Vi må forvente, at der bliver udskrevet valg inden Folketingets åbning d. 4/10. Det er derfor ikke for sent at gå i gang med at skære budskabet skarpt til, udvikle konkrete kampagneelementer og lægge en solid kommunikationsstrategi.
Partner og digital chef, Mads Keilberg Johansen, og Public affairs chef, Thorstein Theilgaard, løfter her lidt af sløret for, hvordan man som virksomhed eller organisation med fordel kan udnytte digitale kanaler til at fremme sin sag i løbet af valgkampen:
Ud over mulighederne for at kunne mobilisere og komme i dialog med politikere er der den betydelige fordel ved sociale medier, at man for relativt få penge har mulighed for både at komme meget langt ud med sit budskab og målrette budskabet meget direkte ift. politikere og relevante målgrupper på én og samme tid.
Det er vores erfaring, at succesen med at sætte en sag på dagsordenen digitalt i en valgkamp først og fremmest handler om at kunne skære budskabet til på en enkel og umiddelbar måde. Det lyder lettere end det er - vi oplever ofte, at det er den sværeste del af en kampagneudvikling. Og så skader det heller ikke, hvis kampagnens virkemidler er overraskende og med et strejf af glimt i øjet.
Det er langt fra alle virksomheder og organisationer, der har opbygget relationer til de relevante politikere. En digital kampagneindsats i en valgkamp er derfor en unik mulighed for også at komme i lag med relevante politikere. Vi ved af erfaring, at mange politikere er særligt lydhøre over for problemer og sager i en valgkamp.
Rygterne om enkelte sociale mediers død er stærkt overdrevne, når det handler om digital lobbyisme og mulighederne for at sætte en sag på dagsordenen. Hvis du er i tvivl, så prøv at lægge mærke til, hvor mange gange på en uge, at landets medier citerer politikere eller andre aktøreres udtalelser m.v. med afsæt i de sociale medier.
Hvis vi skal hjælpe dig med at udvikle en effektiv digital kampagne op til det forestående valg, der efterlader digitale fodspor, du kan bruge i næste valgperiode, så er du velkommen til at kontakte os.
Thorstein er public affairs chef i Holm Kommunikation og rådgiver vores kunder om, hvordan de kan få lydhørhed hos politikere og indflydelse på den politiske proces. Thorstein har en fortid som medlem af Folketinget for SF og har senest været generalsekretær i Bedre Psykiatri. Han har derfor et indgående kendskab til den politiske proces og et stort tværpolitisk netværk på bl.a. Christiansborg. Thorstein har en stor indsigt i hele sundhedsområdet; ligesom han generelt er opdateret på de fleste samfundsdebatter. Han er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet.