|
Invitation til gå-hjem-møde: En stor del af erhvervslivet har mærket finanskrisen og dens efterdønninger på deres forretning. Mange virksomheder har taget konsekvensen og tilpasset såvel organisation som aktiviteter tilsvarende. Et af de områder, der står først for, når der skal skæres i budgetterne er kommunikationen. Når der skæres ned på markedskommunikationen, er der ekstra god grund til at sikre sig, at den er gennemtænkt og udformet med udgangspunkt i målgruppernes univers. Sådan lyder det fra Kjeld Andersen, partner i Holm Kommunikation A/S, der 28. oktober inviterer alle, der arbejder med eller interesserer sig for salg, markedsføring og kommunikation til gå-hjem-møde i Århus. Emnet for gå-hjem-mødet er kommunikation i krisetider, og her vil professor Thomas Ritter fra Copenhagen Business School, der tidligere på året udgav bogen ’Inside the Customer Universe’, fortælle, hvordan man udvælger og fokuserer på de vigtigste målgrupper. Markedskommunikation i krisetider "Man kan sagtens forestille sig virksomheder, som i krisetider bør øge deres markedskommunikation. Fx er der næppe tvivl om, at rigtig mange bankkunder oplevede en vis usikkerhed, da Roskilde Bank krakkede, og måske overvejede de, hvordan deres egen bank var klædt på til at klare krisen. I en sådan situation ville det være naturligt, at de øvrige banker skruede op for deres kommunikation til markedet for at forsikre kunderne om, at de ikke var i problemer.” "For de virksomheder, der skruer ned for kommunikationen, kan der være ekstra god grund til at fokusere og prioritere deres kommunikation. Gøre færre ting, men gøre dem bedre – og på den måde vedligeholde kendskab i de vigtigste målgrupper. Desværre viser forskningen, at rigtig mange virksomheder ikke får tænkt deres målgrupper ordentligt ind i kommunikationen. Man tager udgangspunkt i virksomhedens produkter og egenskaberne ved disse og bombarderer så markedet med de budskaber uden hensyntagen til målgruppens præferencer. Med det resultat at kommunikationen i bedste fald opfattes som ligegyldig – og i værste fald som direkte irriterende og irrelevant.” Kom til gå-hjem-møde i Århus onsdag 28. oktober Man vil også kunne høre seniorkonsulent Pia Hammershøy fortælle, hvordan man skaber indhold og relevans i kommunikationen med sine målgrupper ud fra en aktuel case.
Holm Kommunikation A/S - Grønningen 23 - DK-1270 København K - +45 33 93 23 33
|
|||